Home » Featured, Headline, Rejseberetninger

Hvalhajer ved Oslob

8 June 2013 2 Comments

D. 24. Kl.4.51 blev Louise vækket af en vagt med en lommelygte. Vi havde stillet vækkeuret til kl.5 da vores tricykel skulle hente os kl.5.30, så det resulterede i at vi havde rigtig god tid, efter at Louise havde fået liv i Morten :-) De sidste stumper blev pakket og vi gik ud, hvor vores tricykel allerede ventede på os, vi vinkede farvel til de søde piger der arbejdede på hotellet. Afsted det gik på en tricykel med et speedometer der ikke virkede, så vi kunne ikke se hvor hurtigt han kørte, men vi kom ikke for sent til færgen.

Vi kom med færgen til Dumaguete, turen varede 45 minutter som vi brugte på at snakke med et engelsk par som også havde boet på Royal Cliff, så tiden gik hurtigt. Vi fandt ud af hvor godt stillet man er som lejer i Danmark, i England kan man blive smidt ud med en måneds varsel og skal betale diverse gebyrer hver gang man flytter.

Da vi gik i land blev vi som altid mødt af en velkomstkomite af tricykel og taxichauffører, de stillede de obligatoriske spørgsmål: where are you going? Vi har fundet ud af at svaret: to get a cup of coffe får de fleste til at rette sin opmærksomheden mod det næste offer. Vi gik hen til en nærliggende restaurant som serverede morgenmad, kaffe og friske kokosnødder :-) Der sad vi og hyggede os et godt stykke tid og spurgte før vi gik hvad en tricykel til busstationen skulle koste, så vi ikke blev snydt! Vi fandt en tricykel og han spurgte hvad vi ville give, vi tilbød ham det dobbelte af det anbefalede nu vi havde store tasker med. Det var hele 20 pesos (under 3 kr) for en tur på ca 10 minutter.

Bussen til Oslob afgik ca 15 min efter vi ankom og var overraskende fin i forhold til hvad vi var vant til, og temperaturen lå heldigvis ikke omkring frysepunktet selvom der var air-con i. Vi ankom til færgen og bussen kørte os ombord, hvorefter vi gik op og nød udsigten på den 45 min lange tur. Morten kom i snak med en amerikaner som havde en meget struktureret tilgang når han mødte nye mennesker på sin rejse. Så efter de havde snakket i 20 min blev vi begge bedt om at stille op til fotografering, mens vi holdte en skilt han havde lavet hvor dato og rejsepunkter var skrevet ind. Vi følte os næsten som kriminelle der blev linet op til fotografering. Derudover bad han os også om at skrive fuldt navn, og kontaktoplysninger i hans log-bog, hvor der efterhånden var en hel del navne i.

Havn

Da vi ankom til havnen gik vi ombord på bussen igen og fortalte kontrolløren at vi skulle ud og se hvalhajer så vi kom af det rette sted, lidt før Oslob. Vi var meget heldige for vi kom en time før sidste tur, da det lukkede 12.30. Vi fik klædt om og blev kørt hen til instruktion hvor vi fik at vide at vi skulle holde mindst 4 meters afstand, at vi ikke måtte røre dem og at vi ikke måtte bruge blitz (ikke noget problem da vores vandtætte kamera viste sig ikke at være vandtæt alligevel). Overtrådte man dette kunne man få op til 6 mdr i fængsel.

Vi kom ud i en lille robåd med to bådsmænd, fandt vores snorkeludstyr frem, fik det på og så begyndte bådsmændene ellers at råbe meget begejstrede. One there, one there, a little one there og vi talte i alt 6 hvalhajer i forskellig størrelse indenfor et meget lille område. Det var lidt af en overvindelse at skulle hoppe i vandet lige ved siden af et dyr på over 10 meter og en vægt på over 20 tons! I kom vi og startede begge med at ligge og holde fast i båden og holde op med at hyperventilere. Det var vildt fascinerede, at se så stort et dyr lige ved siden af en. Louise lavede åbenbart lidt for mange bobler, som vi senere fandt ud af de godt kan lide, så hun blev bumpet ind i en hval, så hun var nødt til at skubbe den væk (eller nærmere sig selv) for ikke at ende inde i det kæmpe gab sammen med en masse små rejer. Den synes åbenbart det var meget sjovt, så selvom Louise nærmest var kravlet op i båden igen lykkedes det den lige at give hende et ordentligt skub i bagdelen. Det første lange stykke tid var vi de eneste turister, sammen med 6 hvalhajer og et par både der fodrede dem og vores egen båd. Det var lidt stressende at skulle holde øje med at der ikke kom en hvalhaj bagfra og Morten fik sig lidt en overraskelse da han havde vovet sig lidt væk fra båden, han lå i fornuftig afstand, ca. 1 1/2m til de to hvalhajer de var foran ham, pludselig råber Louise: Morten, Morten pas på!! Og da han vender sig om kigger han lige ind i gabet på endnu en, han satte ny rekord i hurtigsvømning og kom i sikkerhed ovre ved båden, hvor Louise stadig hang. Ud over hvalhajerne var der enorme stimer af store fisk som spiste resterne af hvalhajernes madpakke, der hang også fisk på hvalhajerne, vi ved ikke helt om de var igang med manicure, fuld krops massage eller rengøring af huden :-)

Hvalhajer ved Oslob
Hvalhaj Filippinerne
Svømme med hvalhajer

Efter et godt stykke tid kom der flere turister og vores båd og fodringsbådende sejlede over til dem, det var ikke nær så sjovt at være omringet af 2 minivans med russiske turister, men på det tidspunkt havde vi allerede været i vandet meget længere tid end de lovede 30 minutter vi havde betalt for, så vi tog det som en bonus. Da vi kom i land var der gået 2 timer, så vores tidsfornemmelse slog ikke helt fejl, godt vi havde både skjorte og solcreme på.

Selvom hvalhajerne bliver fodret og det selvfølgelig er lidt unaturligt var det en fantastisk stor oplevelse. Hvalhajerne kan til enhver tid svømme deres vej, så i forhold til eksempelvis zoo er dette klart at foretrække. Er man på Filipinerne i nærheden af øen Cebu skal man ikke snude sig selv for denne oplevelse. Er man ikke den store vandhund der har lyst til at plaske rundt med dem kan man blive i båden og nøjes med at betale halv pris 500 pesos (70 kr).

Efter svømmeturen tog vi et tiltrængt bad og så var det tid til at finde noget frokost. Vi gik hen til restauranten og kiggede på friskfangede fisk i køleboksen. De var ret store, men heldigvis var der et tysk par som ville dele en lækker Mamsa fisk på over 2 kg med os, hvor vi fik halvdelen til frokost og de spiste resten til aftensmad. Fisken blev smidt på grillen og vi fik at vide den ville være klar efter 15 minutter (filippinsk tid) :-) efter lidt under en time kom maden, men det gjorde ikke noget, for vi sad og nød den skønneste udsigt over havet med Siquijor i baggrunden.

Morten og udsigt

Vi kastede os over festmåltidet og efter lidt tid kom pigen der serverede for os og spurgte om hun måtte sætte sig ved siden af os. Selvfølgelig måtte hun det og så begyndte hun at snakke. Hun fortalte lidt om hendes familie, at hun var den mindste ud af 6 søskende, og at hun arbejdede på sin tantes restaurant så hun kunne hjælpe sin mor med at tjene nogen penge og forhåbentligt komme videre på universitetet når der var råd til det, hendes bror skulle lige være færdig først. Hun fortalte om hendes storebror som var bøsse og hvad familien synes om det, om hvor meget religion fylder i hverdagen, at hun var stolt af at hun havde en stor røv, at hun snakkede meget i skolen, men havde gode karakterer på trods af det, om hendes sommerferier som barn på Palawan og at vi bestemt skulle rejse dertil, om hendes drømme om at se verden. Vi sad og snakkede med hende i over en time og fik fortæret hele fisken, hvilket hun var meget imponeret over. Det var super fedt at høre så meget fra en ung Filipinerns hverdag.

Frokost i Oslob

Efter maden gik vi over og fik vores rygsække igen og betalte for frokosten, vi gav gode drikkepenge og komplimenterede Princessa (som pigen hed) overfor tanten, så nu bliver hun sikkert sendt over og snakke med alle turister fremover, hvilket hun nok synes er sjovere end bare at servere. Hun fulgte os op til bussen og snakkede videre indtil bussen ankom efter ca. 20 minutter.

Derefter gik turen til Cebu City, det var desværre en af de koldere aircon busser vi var kommet med, mellem 15-17 grader, men så er vi jo ligesom forberedt på at komme hjem til Danmark og det bliver ikke i shorts og t-shirt! Efter ca. 3 timer ankom vi til busstationen og vi bad en taxi chauffør om at køre os til et hotel i centrum som ikke var alt for dyrt. Det gjorde han og vi fik tjekket ind, mens han fik den obligatoriske belønning af hotellet for at aflevere gæster der ikke havde booket på forhånd.

Vi gik ud for at finde noget mad og efter at have gået rundt uden det store held, endte det med en romantisk middag på Alberto’s pizza efterfulgt af dessert på jollibee (en asiatisk McDonalds klon). Derefter var det hjem i seng efter endnu en utrolig spændende og indholdsrig dag.

Louise spiser pizza

2 Comments »

  • Kipling said:

    Filippinerne er et dejligt land. Har selv lige været på Boracay i to uger. Det kan også anbefales hvis i kommer tilbage, dog mere som solferie. Ser spændende ud med hvalhajerne, dog altid irriterende hvis det er hvis der er for mange mennesker:/
    Også er priserne jo en fornøjelse, og de lokale fiskemarkeder er også fantastiske:)

  • admin (author) said:

    Vi hørte godt at Boracay skulle være helt fantastisk. Vi valgte bare at begrænse os til et mindre område, så vi ikke skulle bruge for meget tid på transport.
    Hvis man gerne vil se hvalhajerne tror jeg det er bedst lige før lukketid, ellers skal man bare være heldig, det er svært at sige :-)
    Men ja, priserne er en ren fornøjelse og så er de lokale bare meget imødekommende og venlige.

Leave your response!

Add your comment below, or trackback from your own site. You can also subscribe to these comments via RSS.

Be nice. Keep it clean. Stay on topic. No spam.

You can use these tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

This is a Gravatar-enabled weblog. To get your own globally-recognized-avatar, please register at Gravatar.