Home » Featured, Rejseberetninger

Bangkok sidste destination

8 June 2013 2 Comments

Da vi ankom til Bangkok D.25.4. om aftenen tog vi en taxi til hotellet som Morten havde bestilt. I lufthavnen i Bangkok står der med store bogstaver at taxierne skal køre med taxameter og det er også den måde vi foretrækker at gøre det på, da vi ellers med garanti kommer til at betale for meget. Efter ca. 5 minutter opdager vi at taxameteret ikke er tændt og Morten siger det til ham, hvorefter han begynder at trykke på alle knapper og lader som om det er en fejl. Han siger sorry og tilbyder at køre os til hotellet for 400 bath, vi har heldigvis været i Bangkok før og ved at det max koster 300 incl highway gebyr, den pris ville han ikke køre for. Så vi endte med at blive sat af ude midt på highwayen! Heldigvis holdt der en taxi som gerne ville køre os med taxameteret tændt – det gode ved det var at vi slap for de 50 bath det koster at blive samlet op i lufthavnen ;-)

Da vi kom til hotellet blev vi taget godt imod af to vagter, og to-tre ansatte som sørgede for vores bagage og vekslede vores store thai bath sedler, så vi kunne betale taxichaufføren der selvfølgelig ikke havde byttepenge :-) Vi chekkede ind og der var varmt bad til Louises store begejstring ;-) det skulle der også gerne være da det var et 5 stjernet hotel, ud over varmt bad var der pool og den lækreste morgenmadsbuffet, hvilket var grunden til at Morten valgte det hotel.

Det var vores sidste destination på vores vidunderlige rejse, så der var selvfølgelig nogen ting vi skulle nå. Blandt andet skulle vi have fundet en skrædder der kunne lave jakkesæt og kjole, vi konsulterede som så ofte før Tripadvisor og fandt et par gode bud. Vi gik ud for at se hvilken af dem det skulle være og besluttede os for Crown, de virkede som om de vidste hvad de snakkede om, de er i Danmark ca. 2 gange om året og så var der masser af mennesker. Det er ikke svært at finde en skrædder i Bangkok, det er faktisk svært at slippe for dem! Men efter hvad vi har hørt er der meget stor forskel på kvaliteten og ved Crown skal man komme ind 2-3 gange for at få passet sit tøj helt perfekt til, det var en fed oplevelse at få tøj på som var syet lige præcis til at passe og det endelige resultat synes vi blev helt vildt flot.

Crown Tailor Bangkok

Derudover var vi (selvfølgelig) i en af Bangkoks Crossfit boxe, den der hedder Crossfit Bangkok, den ligger på taget og der er derfor altid tilskuere fra den lokale skytrain station. Vi havde lovet at lave en kettlebell workshop der også, da vi havde mødt tre af trænerne i Chiang Mai i januar til vægtløfter workshop og det var også der vi lavede vores sidste WOD til games open før vi rejste til Filippinerne. Det var super hårdt at træne igen efter 3 uger på Fillippinerne med minimum træning og den første WOD vi lavede var Fran, til de af jer som ikke ved hvad det er, så er det 21 – 15 – 9 pullup og thrusters, noget med at trække sin egen vægt op, så hovedet er over en stang og så løfte en stang med vægt fra jorden op over hovedet :-) Selvom det var hårdt, så var det dejligt at være igang igen. Vi trænede der hver dag og havde kettlebell workshop søndag, det var så stor en succes at vi også endte med at undervise mandag og tirsdag aften :-)

Crossfit Bangkok

Lumpini park skulle selvfølgelig også besøges, så en dag stod vi tidligt op ca. Kl. 6 og tog skytrain ud til Lumpini park. Det var en sjov oplevelse, det første syn som mødte os var ca.50 personer der stod og lavede aerobic med tre instruktører på et lille podie og musikken var høj nok til at overdøve trafikken lige udenfor parken. Der var mennesker som lavede en eller anden form for sport overalt, lige fra løb, til yoga, diverse former for kampsport både med og uden sværd, og så var der nogle der bare stod helt stille i samme stilling i ca en halv time. Vi var også henne og hilse på varanerne der lever frit i parken, de var noget mere aktive om morgenen hvor det er køligere.

Varan Lumpinipark

Området vi boede i var meget varieret. Gik man 50 meter den ene vej var man på Sukhumwit Road, gaden hvor alle de største shopping centre ligger side om side. Gik man modsat kom man ned af en rolig gade med et par gadekøkkener og ellers stort set ingen mennesker. Krydsede man lige over var der til gengæld et stort udvalg af diverse barer med mange piger i korte kjoler, ping pong shows, diverse massagesteder og masser af hvide (og røde) mænd iført undertrøjer og med en øl i hånden uanset hvilken tid på døgnet det var. Som i mange af de storbyer vi har været i herude er der ikke langt fra luksushotellerne til blikskurene og Bangkok er en enorm blanding af forskellige indtryk som kan være meget overvældende når man lige ankommer. Nu har vi efterhånden været her nogle gange og synes bedre og bedre om byen, hvilket er meget heldigt da vi ikke kunne vente med at komme væk den første gang vi var her :-)

Hver dag Kl 8 og 18 bliver der spillet musik alle offentlige steder og alle rejser sig og stopper hvad de er igang med for at ære kongen. Det er ret interessant at se mylderet af travle mennesker på en metrostation nærmest fryse i 30 sekunder for derefter at fortsætte videre i samme tempo.

Vi havde ialt 5 dage i Bangkok inden vi skulle med flyet tilbage til Danmark, og tiden fløj afsted. Vi sørgede for at nyde alle de ting vi kommer til at savne rigtigt meget. At kunne gå rundt i shorts og t-shirt hele dagen, friske kokosnødder og frisk frugt som bare smager helt fantastisk herude, daglige svømmeture i poolen, kokkens frisklavede omeletter, hjemmelavet yoghurt og pandekager til morgenmad, friheden til at gøre lige hvad man har lyst til og alle de venlige og smilende mennesker man ser overalt.

2 Comments »

  • Mikkel said:

    Spændende læsning! Især Lumpini Park ser sjov ud for en “sportsfreak” som mig selv. Kunne forestille mig, at det måtte have været ret lummert, at lave crossfit og træning i det klima – puha!

  • admin (author) said:

    Det var super fedt Mikkel og ja, træning var en varm fornøjelse, men man vænner sig faktisk til det :-)

Leave your response!

Add your comment below, or trackback from your own site. You can also subscribe to these comments via RSS.

Be nice. Keep it clean. Stay on topic. No spam.

You can use these tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

This is a Gravatar-enabled weblog. To get your own globally-recognized-avatar, please register at Gravatar.